Hold fest på det gamle badehotel
Der er holdt utallige fester på Kaløvig gennem de mere end hundrede år, huset har stået.
Badehotellet “Bad Kaløvig” blev opført tilbage i 1908, og man fornemmer at det var folk med glimt i øjet, der stod ved roret allerede dengang. Der går nemlig stadig frasagn af de ualmindelig gode fester på badehotellet. Sidenhen var her hvilehjem og det lyder jo fredeligt nok. Men tag ikke fejl: Man kunne sagtens få en sving-om på Kaløvig i de år også! Mens PMF ejede stedet fra starten af halvfemserne og frem til 2005, har både PMF’ere og mange andre moret sig til langt ud på natten, og siden Søren Viemose overtog hele herligheden i 2005, er strømmen af fester bare taget til år for år.
Det korte af det lange er, at dette gamle hus er RIGTIG godt at holde fest i! Her er plads til alle – både gamle og unge – og rammerne er pæne og nydelige uden at være for nydelige. Det betyder, at de fleste fester her på stedet går hen og bliver vældig hyggelige (og lange!), og at alle kan slappe af og nyde omgivelserne og hinandens selskab.
Bryllup, kobberbryllup, sølvbryllup, guldbryllup, krondiamantbryllup…
Vi har prøvet det hele. Ja selv et frieri har vi lagt hus til – og hun sagde heldigvis ja!
Føj så til, at vi også har holdt konfirmationer, barnedåb, alskens runde og halvrunde fødselsdage, jubilæer, familietræf, julefester, nytårsfester, personalefester og en lang række af bare-fordi-vi-har-lyst-fester… og så har du et lille indtryk af, hvad stedet kan bære. For huset står endnu og har det godt.
Hvor mange og hvor stort? I kan være op til 80 spisende gæster i vores største lokale – flere, hvis I vælger at slå et telt op ude på gårdspladsen. Derude har vi haft fester med op til 135 gæster og dans til den lyse morgen. Til overnatning kan vi skaffe plads til 76 gæster, hvis alle ekstra gæstesenge er i sving. Uden dem har vi 48 sengepladser fordelt på husets 26 værelser og Trætophuset. Kort sagt er der plads til en dejlig, stor fest, hvor de fleste eller alle gæsterne kan overnatte på stedet.
Leje eller “Fest-med-det-hele”?
Vi har to forskellige måder at tilbyde fester her på Kaløvig: Leje af hele ejendommen uden bemanding, og fester hvor vi sørger for al mad og drikke og alt det praktiske. De to modeller er lige efterspurgte og har hver deres charme – så vælg endelig den, der passer jer bedst.
Lej hele huset fra fredag til søndag
Når du lejer KALØVIG uden bemanding råder du over hele huset og haven fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Prisen i 2024 er 39.500 inkl. moms og omfatter hele ejendommen med alle værelserne, køkken, festlokaler, service, hele haven, Trætophuset – og slutrengøring, ikke mindst:-) El og vand afregnes efter forbrug.
Med denne løsning har I stedet for jer selv og kan hyre jeres yndlingskok eller kogekone ind som det passer jer, og I kan frit medbringe jeres egne drikkevarer – måske en særlig vin, I har gemt til netop denne lejlighed? Folk, der lejer Kaløvig til deres fest, har ofte svært ved at aflevere nøglerne igen søndag eftermiddag. Det er jo ikke hver dag, man sådan “ejer” et helt badehotel!
“Fest med det hele”
Det er ofte sådan, at folk der har besøgt os til et møde eller en fest, beder os om at lave maden til deres egen fest. De har oplevet, hvad vores køkken kan levere og vil gerne have mere. En del af året tilbyder vi derfor også fester, hvor vi sørger for både mad og drikke og hele balladen – og gerne overnatning, hvis det skal være rigtig godt!
Hvordan kommer man videre?
Du er meget velkommen til at ringe, hvis du har brug for at høre mere om mulighederne. Telefonnummeret er 86 37 11 55.
Du kan også skrive til os her
Det allerbedste er, hvis I kan komme herud en dag og danne jer et indtryk af stedet – så sig endelig til, hvis en rundvisning kunne friste!