Trætophuset er reddet!
Med hjælp fra gode folk og mildt vejr lykkedes det os torsdag at redde Trætophuset, efter at stormen Gorm drog hærgende over landet og raserede vores smukke, gamle bøg natten til mandag. Huset står nu i sikkerhed på jorden – uden en skramme – og vi er i gang med at finde ud af, hvor det skal bo i fremtiden.
Bøgetræet selv, der har taget imod så mange gæster de sidste år, klarede ikke stormen. Gorm fjernede i eet hug en stor del af kronen og træets store stamme blev nærmest flået fra hinanden. Voldsomt svækket og uden styrke til at modstå vind og vejr stod det gamle træ ikke til at redde, men blev forsigtigt skåret ned torsdag, i samme åndedrag som Trætophuset selv blev lempet ned og sat i sikkerhed på græsset.
Vi er ulykkelige over at have mistet den gamle bøg, men må indse, at vi blev sat fuldkommen til vægs af naturens kræfter. At det lykkedes at redde Trætophuset selv, virker som et lille mirakel.
Venlige sjæle har spurgt, om det så betyder, at man stadig kan købe gavekort til Trætophuset – og det kan man bestemt 🙂
Ophold den første tid foregår jo så nede i vores have (og jo – der er stadig både lys og varme i huset, så det kan bruges hele vinteren igennem), og venter man til senere, kommer Trætophuset op i højden igen. Så længe huset står på jorden, giver vi en flaske god, fransk rødvin til alle overnattende gæster. Det virker passende med tanke på de gode folk i La Cabane Perchée, der har bygget huset så stærkt, at det overlevede stormen.
I kan kontakte os her for at bestille gavekort og I kan også følge Trætophuset, se billeder og følge vores videre arbejde på Facebook