Så er den hjemme: Kaløvig Center modtager Den Grønne Nøgle!
Efter flere måneders forarbejde er det lykkedes os at få endnu en certificering på plads: Med Grøn Nøgle placerer Kaløvig Center sig blandt de hoteller, der virkelig gør sig umage for at passe på natur og miljø.
“Vi har altid været optaget af, at det her gamle hus skal stå her i mange år endnu – og at vi som virksomhed helst skal bidrage positivt til vore omgivelser – ikke trække for store veksler på dem”, siger Christine Viemose, Bestyrer på Kaløvig Center.
“Arbejdet med Grøn Nøgle har bekræftet os i, at vi længe har haft fat i noget af det rigtige, men det har også vist os, at vi hele tiden kan blive dygtigere! Det kommende år vil vi blandt andet forsøge at optimere vores affaldshåndtering, så vi leverer affald af en endnu højere kvalitet, så at sige. Målet er at minimere affaldsmængden og samtidig øge andelen, der kan gå til genanvendelse, kompostering og biogasproduktion.”
Adspurgt, hvad der særligt glæder personalet på Kaløvig ved at have modtaget Grøn Nøgle certifikatet, lyder svaret: “Det var faktisk én bestemt sætning i den mail, vi fik fra Grøn Nøgle sekretariatet. De skrev, at vi ville modtage certificeringen, men så tilføjede de nærmest som en eftertanke, at “Miljøpolitiken på Kaløvig er forbilledlig”… det blev vi simpelthen så glade over!”
Nu skal det fine skilt med den grønne nøgle hænges op ved hoveddøren, og så fortsætter arbejdet med at passe på omgivelserne ved Kaløvig Center.
Se den glade nyhed på Kaløvigs Facebookside her: https://www.facebook.com/kalovigcenter/?pnref=lhc